Når man, som jeg selv, ofte går rundt og “tænker med kameraet” (et begreb, jeg lige fandt på 😉 ), så overvejer man hele tiden motiver – ser op i en trækrone og tænker: “Hvis jeg nu lige lægger en flash helt blødt op gennem bladene…”, eller “Ham dér kunne jeg godt lige se i det vindue, jeg stod og kiggede på i går!”
Jeg kan simpelthen ikke lade være!
En af de ting, jeg prøver at lære mig selv, er at GØRE det! Prøv nu bare! Ellers drukner jeg jo i idéer, eller risikerer at glemme de bedste :/
Der er selvfølgelig ikke tid til at prøve det hele af. Der skal jo også være tid til at passe et almindeligt job for mit vedkommende. Men så må der overvejes og prioriteres.
Til KKIK’s gymnastikopvisning lagde jeg mærke til datteren af nogle bekendte her fra Karup, Karoline Røn. Jeg overvejede i nogen tid, om jeg skulle spørge, og tog mig så endelig sammen til at tage fat i Karolines mor. Vi blev enige om, at Karoline skulle komme op i mit studie og prøve det af. Det kom der bl.a. dette billede ud af:
Jeg synes bestemt at Karoline har potentiale til at få taget flere billeder, og få mere erfaring, så jeg er glad for at jeg tog mig sammen.
Som så ofte før, så lagde jeg også dette billede (og et mere) op i en Facebook gruppe med primært unge modeller og fotografer, og der gik ikke ret lang tid før et par fotografer bad mig om at få kontakt til Karoline. Så der er tydeligvis andre end jeg, der kan se potentialet 🙂
Held og lykke til Karoline! Jeg glæder mig til at se, hvad hun kan lave med andre fotografer, og håber at hun får det rigtig sjovt med det!