Den grimme, grimme silo!

Den mest markante arbejdsplads i vores by, måske lige bortset fra Flyvestation Karup, må være Kartoffelmelfabrikken. Den sprøjter årligt 70.000 tons (!!!) kartoffelmel ud i poser og sække, som distribueres over hele verden. Dertil kommer et (for mig) ukendt antal ton fibre og andre produkter til fødevareindustrien.

En produktion af den størrelse kan selvfølgelig ses, også på lang afstand 😉 De 70.000 tons bliver blæst over i store siloer, og de har i mange år været en slags vartegn for Karup – på godt og ondt. Nu har Kartoffelmelfabrikken så opført endnu en silo, som kan rumme lige så meget, som de gamle siloer – TILSAMMEN. Altså 70.000 tons! Det giver altså noget opmærksomhed blandt indbyggerne, og hos de teleselskaber, som valgte IKKE at flytte deres antenner før siloen blev bygget 😉

Uanset hvad, så synes jeg der er noget sejt over byggerier af den størrelse. Det er så simpelt, som det overhovedet kan blive: 55 meter i højden og rund. Støbt på stedet i samme arbejdsgang. Ikke noget med elementer…

Endelig er siloen et fysisk symbol på erhvervsmæssig fremdrift og arbejdspladser her i midtjylland, og DET kan jeg godt lide! Så den skal selvfølgelig fotograferes.

Jorden er netop passeret gennem en berømt meteor-storm, kaldet Perseiderne, og det gav mulighed for at se 100-vis af stjerneskud. Og da vi samtidig havde helt klar himmel, og nymåne, var forholdene helt perfekte 😀 Så jeg smed kameraet på stativet, skruede en vidvinkel foran, og kørte ud i mørket. De gamle rullebaner fra Flyvestationen udgør et af de mørkeste områder i Danmark. Her er virkelig ingen lys, og det skulle hjælpe en del på oplevelsen.

Jeg så en masse, flotte stjerneskud, men “stormen” udeblev – i hvert fald i den retning mit kamera pegede :/ Her er et billede fra rullebanerne. Hvis du kan se lyse striber, er det altså ikke stjerneskud, men simpelthen sattelitter på vej gennem himmelrummet. Når lukkeren står åben i op til 30 sekunder, så står de altså ikke stille på himlen 😉

I44A8643

Nå, men når stjerneskuddene nu ikke ville i kassen, så måtte jeg finde på noget andet, så jeg kørte ind til byen for at finde noget interessant at “stille foran” nattehimlen. Det kom der bl.a. disse 2 billeder ud af. Det ene er vores lille kirke i Karup, hvor man kan se Karlsvognen hen over kirkens tag.

I44A8659

… og så var der lige det med siloen 😉 Den er ikke helt færdig endnu, så der står en kran ved siden af den, og efter siloens højde at dømme, er kranen nok oppe i 70-75 meters højde. Så den skulle selvfølgelig også med på billederne, og den er altså imponerende.

I44A8672

Billederne er skudt med en 15mm vidvinkel på blænde mellem 2.8 og 3.2. Lukkertiden er 1/15-1/20 sekund og ISO er på 1600-3200. Det hele er selvfølgelig taget på stativ med låst spejl og fjernudløser.

Leave a reply

Please correct form

required*