Fingrene fryser næsten fast!

Jeg har længe gerne ville lave nogle billeder i klar frost, rimtåge, blå himmel – ja i det hele taget fange den “sprødhed”, som man kun finder på nogle helt specielle tidspunkter.

For et par uger siden stod jeg rigtig tidligt op, og kørte til Hald Sø for at fange den opstigende dis over søen ved den gamle borgruin. Men vejret skuffede fælt, så det blev kun til et par prøveskud for at finde en anderledes lokation til nogle modelbilleder en anden gang.

Den 28. december vækkede Ulla mig, for at fortælle, at vejret vist nok var sådan, som jeg ønskede mig! Klokken var ca. 7:30, så det var stadig før solopgang. HELT PERFEKT!

Så jeg kiggede lidt på vejret, og studerede kort og kompas (læs: Google Maps), pakkede kamera, stativ og 2 objektiver, og kørte afsted ved 8-tiden.

Efterhånden som jeg kom op mod Frederiks, lidt nord for Karup, kunne jeg se at skyerne fra det lovede snefald, trak ind over fra øst, og det ville jo ødelægge mine planer :/ Ulla havde tidligere fortalt mig om en vidunderlig solopgang, hun havde set på en køretur mod Skive. Så jeg tog en hurtig beslutning, og drejede mod vest i stedet. Vinterbilleder fra søer er der alligevel så mange af, hvorimod de dominerende hedelandskaber i det midtjyske er stærkt undervurderet!

Jeg kørte mod Kongenshus Mindepark, og på vej ud over heden, begyndte det at lysne. Og så kom lige det landskab, jeg havde drømt om! Klar, frostblå himmel, iskrystaller på forrevne træer og buske, og en morgendis, som fik jord og luft til at smelte sammen i horisonten. Lige på det tidspunkt faldt temperaturen til -11 grader, og mit objektiv blev lynende koldt. Heldigvis er grejet bygget til det, der er meget værre, så det var kun mig selv, der havde problemer med temperaturen 😉

Under sådanne forhold, er man ved at drukne i motiver, og jeg havde rigtig mange med hjem. Men mens jeg sad og fik varmen igen, hjemme ved computeren, fik jeg udvalgt en lille flok billeder, som jeg gerne vil vise frem. Hele albummet ligger lige her: Vintermorgen på Heden

Et enkelt af billederne, lagde jeg op i en stor gruppe på Facebook, og albummet blev delt på en side for beboere i Karup og omegn. Normalt er jeg ikke “like-hunter”, som det kaldes!
MEN på bare et døgns tid, har billedet herunder samlet over 300 “likes” på en side for fotografer, og albummet har over 200 “likes” på Karup-siden.
Vinter_paa_heden

Men min pointe er: TAG NU SELV UD OG SE DET! På med hue, handsker, halstørklæde og hund (hvis du har en)! Se så at komme afsted! Der er de mest fantastiske oplevelser, lige uden for døren 😀

Leave a reply

Please correct form

required*